Sådan gik det til, at jeg begyndte at lave mine egne GPT’er – og hvorfor det faktisk virker
Da ChatGPT ramte os allesammen i slutningen af 2022, sad jeg – som så mange andre – med blandede følelser. På den ene side kunne jeg godt se, hvor vildt det var. På den anden side tænkte jeg mest: “Det kan da ikke blive relevant for mig.” Jeg havde jo arbejdet med webshops i over 20 år. Jeg kendte mine værktøjer, mine rutiner og mine tekster. Jeg havde været hele møllen igennem så mange gange, at jeg nærmest kunne skrive produktbeskrivelser i søvne. Troede jeg.
Når virkeligheden rammer… og teksten ikke gør
For sandheden er, at jeg – ligesom mange andre – elskede følelsen af at få nye varer på hylderne. Man bliver jo nærmest helt høj, når man pakker nyhederne ud og forestiller sig, hvordan de kommer til at se ud i shoppen, og man kan allerede mærke, hvor godt de passer ind. Man ved da også lige præcis, hvilken kunde der kommer til at elske dem, så nu skal det hele bare spille – og helst igår.
Lige indtil man kommer i tanke om, at der også skal laves en varetekst…
Og ikke bare én. Nej de skal alle have forskellige tekster selvom det bare er små varinater, der adskiller hver vare. Og de må jo ikke ligne hinanden. Og de må ikke lyde kedelige. Og de må ikke være kopieret fra leverandøren. Og helst skal de også være SEO-optimerede, og indeholde lange søgefraser og naturligt sprog og noget med noget stemning og …og … og …. Og så begynder festen ret hurtigt at dø en lille smule ikk?
Jeg har siddet så mange gange med en (næsten) færdigopsat vare – billede, pris, lager – og stirret på det tomme tekstfelt, mens hjernen bare sagde: “Du må ikke skrive ‘perfekt til halskæder’ igen.”
Og det endte faktisk flere gange med, at varen bare… aldrig kom online.
Den stod der bare….superklar til webshopfesten. Ligesom en gæst, der har klædt sig på, men aldrig fik adressen.
Dette blev først rigtig tydeligt, da jeg solgte min sidste webshop, og lidt flovt måtte indrømme overfor den nye ejer, at der altså lå en del helt nye varer på lagerhylderne, som ingen nogensinde havde set. (Jeg sagde det bare lavt, så hun næsten ikke kunne høre det.) Men nu, hvor jeg har arbejdet med andres webshops også, ved jeg, at jeg ikke var den eneste. Langt fra. Alle har de dér døde varer liggende – og de bliver flyttet længere og længere tilbage på lageret, fordi de efterhånden bliver irriterende at have liggene – og forresten heller ikke “nye” længere.
ChatGPT var genial… indtil den blev virkelig irriterende
Så da ChatGPT kom, føltes det næsten som at få en personlig assistent sendt fra himlen.
“Skriv mine tekster, kære AI. Gør mig fri.”
Og det gjorde den så.
Altså, der kom jo ord. Masser af dem. Og sindsygt hurtigt.
Problemet var at det bare lød… som noget, der var skrevet af en alt for ivrig sælger, der lige havde fået et kursus i “magiske ord og mærkelige metaforer”.
Du ved, den slags sætninger som: “Perfekt til enhver lejlighed” eller “Et must-have i din samling” – og så er det en lille dims til 2 kr!!
Så jeg begyndte at redigere. Hvor svært kan det være. Jeg rettede og slettede og skrev om og sukkede. Og så gik det meget hurtigt op for mig, at det her tog lige så lang tid, som hvis jeg bare havde skrevet teksten selv. Bare med ekstra ekstra irritation oveni.
Men jeg kunne alligevel ikke give slip, og jeg begyndte derfor at nørde. Jeg forklarede ChatGPT hvordan mine tekster skulle lyde. Gik i detaljer. Skrev lange instruktioner, og bad den lade være med at sige “Opdag denne ….”. Og så sagde den det alligevel.
Og så lukkede jeg vinduet, og udtalte nogle skældsord. Og næste gang jeg åbnede det? Så skulle jeg starte helt forfra. Igen. Og igen.
Min egen GPT – og de andres
Det var så cirka dér, jeg begyndte at dykke ned i muligheden for at lave min egen GPT.
En personlig, opdraget udgave af ChatGPT, som jeg kunne give en fast instruktion én gang for alle, og som kunne huske, hvordan jeg gerne ville have tingene – hver gang.
En der skrev, som mig – og som faktisk havde forstået pointen i, hvorfor “unik tekst” ikke betyder “find på noget andet ligegyldigt”.
Og dét, mine damer og herrer (og multikasketbærende iværksættere), var vendepunktet for mig og min webshop.
For når man først har prøvet at få en tekst ud af en GPT, der forstår ens tone, stil, opbygning og målgruppe på et splitsekund… så går man altså ikke mere tilbage til “skriv en beskrivelse af et X-vare”.
Jeg lavede min første GPT. Og så én mere. Og så en til en kunde. Og lidt flere til andre kunder. Så nu har jeg dælme fået styr på, hvordan vi tæmmer den (til tider meget dumme og irriterende) AI-tekstforfatter.
Og det er ret vildt at se, hvor meget lettere det bliver, når man bare kan smide nogle hurtige stikord ind og få noget ud, man faktisk kan bruge. Altså virkelig bruge. Ikke bare noget, der skal rettes i tre timer og stadig lyder som noget fra en produktkatalog fra 2008.
Så nu står jeg her og kigger lidt på skærmen, mens jeg spørger mig selv: Er jeg ekspert nu?
Det ved jeg ikke. Men jeg ved, hvordan man får ChatGPT til at skrive noget, du rent faktisk kan bruge. Og det deler jeg nu med andre. Ikke som en “gør det selv”-guide. Men som en løsning vi bygger for dig – så du kan få skrevet dine tekster, uden at det kræver den der urealistiske “hvis jeg bare lige havde tid”-version af dig selv.
Det er slet ikke farligt. Det er faktisk intet mindre end et helt fantatisk værktøj til dig, der – ligesom mig – bare er ved at kaste op over alt det arbejde, der er med at få nye varer i shoppen, når du nu bare gerne vil have varerne online og ud over rampen i en fart.
Og hvis du aldrig har brugt ChatGPT før, så bare rolig – vi lover, det ikke kræver andet end din almindelige hverdagshjerne.
Få en GPT der skriver som dig – uden brok, overspringshandlinger eller kaffepauser.
Se hvordan det fungerer her →