Sommerferie, lav aktivitet og en hel del stilhed… men Google holder aldrig ferie.
Okay vi siger bare som det er: Juli var stille.
Ikke “vi-gav-op”-stille, men mere sådan en solen-skinnede-og-vi-trængte-til-en-pause-stille.
Så vi har ikke været lige så aktive på bloggen, som vi var den første måned, og vi har ikke råbt nær så højt på sociale medier, som vi gjorde is starten. Men helt ærligt, – så var det tiltrængt. Og der var jo både jordbær, vandmelon, og et par rigtig lange gåture, der også lige skulle passes. Dansk sommer, når det er bedst ved du.
Men vi har selvfølgelig stadig holdt øje med statistikken. For det her projekt – det er SÅ meget stadig i gang. Og nu er vi klar med næste kapitel i vores lille ærlige website-dagbog, hvor vi gennemgår vores Google Site Kit hver måned:
Så hvad skete der egentlig i juli?
Besøgende, klik og lidt kontekst
Figur: 108 mennesker besøgte os i juli – her kan du se, hvornår de kiggede forbi (og hvor de kom fra)
Vi havde 108 besøgende i juli.
Det er over dobbelt så mange som i juni, hvor vi havde 53.
Og ja – vi ved godt, at 108 stadig er lavt set med de store internetbriller.
Men i vores lille webunivers, hvor reklamer, pop-ups og salgstricks er totalt no-go, er det faktisk ret godt gået – hvis vi selv skal sige det.
Især fordi vi ved lidt om, hvor trafikken kom fra – den dag:
Den dag, vi delte K.U.N.D.E.-modellen på både Facebook og LinkedIn, steg besøget markant.
Så det virkede altså. Endnu en lille sejr til os på denne nyopstartede reklamefrie kanal.
Sidevisninger: 187 i alt.
Ja det er ganske ærlig et fald på 51 %!!!
Vi tolker det som at, i juni klikkede folk rundt som om de ledte efter noget (måske kaffe?). I juli virkede de mere målrettede.
Måske fordi vi ikke postede så meget, og de fleste kom via specifikke links.
Tid på siden: 1 minut og 22 sekunder.
Det er en del lavere end sidste måned, hvor folk blev hængende i næsten fire minutter.
Nu kunne det selvfølgelig godt betyde, at de hurtigt skyndte sig væk igen. Men det kunne også godt være, at de bare landede præcis dér, hvor de skulle – og så bare læste det, de skulle bruge, og smuttede igen.
Det ved vi jo reelt ikke. Men det er lidt lissom at stå bag et butiksvindue og prøve at regne ud, om folk kigger interesseret – eller bare leder efter bageren ved siden af.
Vi håber selvfølgelig på det første.
Figur: Folk blev ikke hængende så længe i juli – men vi vælger at tage det som et kompliment
Google arbejder stadig
Googles søgemaskine har vist vores indhold 6.100 gange i juli.
(Det man kalder impressions – altså hvor mange gange vores side blev vist i søgeresultater, uanset om nogen klikkede eller ej).
Det er 2.500 flere visninger end i juni, hvor vi havde 3.600. Så selvom vi ikke selv var særligt aktive, så bliver vi altså stadig mere synlige på Google.
Antal klik? Fire.
Jep. Fire klik på en hel måned. Det er lavere end i juni, hvor vi fik 15. Men igen – i juni var der nok flere opslag i omløb og flere links ude i verden.
Og klik er ikke alt. Det vigtigste er, at Google kan finde os. Og det kan den. Nu skal vi bare arbejde videre på, at folk også har lyst til at klikke – og ikke bare scrolle forbi.
Figur: Flere visninger end før – færre klik. Statistik er nogle gange lidt af en gåde.
Seks personer fandt os via søgning.
Præcis som i juni. Seks mennesker, der ikke kender os, har fundet os via Google.
Det svarer lidt til at nogen råber “kender I nogen, der laver hjemmesider?” og vi rækker hånden op i mængden og håber, nogen ser os.
Facebook er stadig vores bedste ven
66,7 % af trafikken i juli kom fra sociale medier – primært Facebook.
Det er faktisk en stigning i forhold til juni, hvor det var 32,7 %.
Vi postede ikke meget, men især det opslag om SEO og nudging har trukket godt.
Vi vælger selvfælgelig at se det som et tegn på, at når vi siger noget, så bliver det faktisk læst.
24,1 % kom direkte – det vil sige, at nogen enten kendte os, havde fået linket, eller måske bare havde skrevet adressen ind manuelt.
5,6 % kom via søgning. Resten? Vi ved det ikke. De dukkede bare op.
Hvad klikkede de så på?
De tre mest besøgte sider i juli var:
- “Hjemmesider, der bliver fundet” – 65 visninger
- “Ydelser” – 33 visninger
- “Priser – prøv vores prisberegner” – 19 visninger
Det siger måske ikke så meget, men det føles som noget.
Folk vil gerne vide, hvad vi laver, hvad det koster – og hvordan man bliver fundet. Det giver mening.
Figur: De mest læste sider i juli – og ja, prisberegneren lever stadig sit bedste liv
En lille sejr: K.U.N.D.E.-modellen blev læst i gennemsnit i 4 minutter.
Fem visninger og fire minutters læsetid. Det er faktisk mere, end de fleste blogindlæg får.
Vi ved godt, at det ikke er store tal. Men vi er glade, fordi det er vores første lille indholdsmæssige baby, der ikke bare handler om SEO, men om at være et ordentligt menneske på internettet.
Søgeord, der dukkede op
Folk har blandt andet fundet os via:
- gowebdesign (vores navn – fair nok!)
- “ai hjemmeside”
- “billig webdesigner”
- “beregn hjemmeside pris”
Vi blev vist frem mange gange – men de fleste klik udeblev desværre.
Det skal vi så nu arbejde videre med. Vi skal skrue lidt på vores sidetitler og metabeskrivelser, så folk bliver mere nysgerrige på os end på alle de 100 andre i søgeresultatet.
Men det er okay. Vi har ikke travlt. Vi bygger det her stille og roligt. Og vi lærer af hvert eneste klik – også dem der ikke sker.
Figur: De ord folk fandt os på – og dem de ikke klikkede på (endnu)
Til sidst – og det her er lidt særligt:
Vi har fået vores allerførste henvendelse.
Ikke en kunde. Ikke en opgave. Bare en person, der skrev og spurgte, om vi kunne hjælpe.
Det lyder måske ikke af meget. Men for os føles det som en lille (læs: stor) milepæl.
Vi har eksisteret i to måneder. Vi har skrevet, designet, regnet, uploadet og redigeret. Og nu ved vi, at nogen derude har set det – og valgt at række ud.
Og rent faktisk er det hurtigere end vi havde regnet med. Og måske bliver det ikke til noget. Men det gør ikke så meget. For det vigtigste lige nu er, at vi blev fundet. Og kontaktet. Og det gør os ægte glade i vores webhjerter.
Konklusion: Det virker stadig. Langsomt, men ægte.
Så selvom juli var ret stille (og nedadgående), og selvom vi ikke lavede nær så meget som i juni, så bevægede tallene sig alligevel i den rigtige retning på mange områder
Vi siger det bare igen: vi bygger det her uden reklamer.
Bare os – med vores egen stil og vores personlige erfaringer. Og så krydret lidt statistik hver måned, for at holde os ærlige.
Og næste måned?
Måske sker der lidt mere. Måske lidt mindre. Men vi lover at skrive om det – ærligt – igen.
Vil du selv kunne se dine egne tal med samme ro og realisme?
Hvis du får lavet en hjemmeside i WordPress hos os, så sørger vi selvfølgelig for, at Site Kit er sat op fra start.
Ikke fordi det er smart eller imponerende – men fordi det er rart at kunne følge med, uden at skulle rode rundt i regneark og uforståeligt marketing-snak.
Det er gratis, nemt at bruge, og ret tilfredsstillende at se, at nogen faktisk finder dig. (Og måske endda klikker.)




